lidt eksamen krydret med lidt af hvert

Søster, ”du er min øjesten, en bitte dejlig en, er duuu”, og du kan tro at jeg glæder mig til at se dig igen og under en uge.
Ja, det er måske ikke lige sagen, at jeg skriver og underretter dig om, at du kun har fem dage tilbage i dit uimodståelige Afrikaland, som du så hjerteligt har beskrevet gennem anekdoter og pudsigheder, men som du selv siger, ”så har alting jo en tid”. Og jeg ved, at der er mange mennesker herhjemme, der ikke kan vente til at skulle se dig igen! Vores alle sammen Fie!

Gad vide, hvordan du klarede bjergbestigningen – hvordan har kuløren det? Er du blevet grøn i hoved at højdesyge, eller har du erhvervet dig en forfrysning eller to? Nej, jeg håber ingen af delene, men er nu lidt spændt på at høre, hvordan du nåede toppen og hvordan det føles at stå 6000meter over havets overflade på toppen af et bjerg, der rager helt op i himlen! Du er immervæk op i nogle syge luftlag – det er jo flyvehøjde, hvor der plejer at være is på ruden, eller hvad?

Fedt, der må jeg indrømme. Og dine eventyr adskiller sig da også en lille smule fra hvad, der sker herhjemme på fronten.
Jaa, så er eksamen blevet skudt i gang. I mandags lød startsignalet for psykologi skriftlig – det er seks dage siden nu. Det er ikke til at forstå! Jeg har lavet en ”anders voldby” og buret mig inde på bruunsgade med guf og min computer – understøttet af min hjerne og en mængde artikler, bøger og saftig empiri for de teorier, som jeg har taget udgangspunkt i.. J På forhånd har vi i studiegruppen formuleret problemstillinger og problemformuleringer, der skulle godkendes af Louise Lomborg, vores psykologilærer. Så de gav os et arbejdsgrundlag – den ene (ud af de fire, som vi havde formuleret, som der skulle trækkes lod om), som jeg skulle skrive om, handlede om lærerens rolle i relation med eleverne. Du får den live, når vi ses, men det er nu meget interessant alt det, som en lærer ideel set burde være sig bevidst i samspillet med eleverne, fordi det har så stor indflydelse på dem på mange områder.
Status på opgaven er: FÆRDIG! Juhu, det er skønt og gæt hvad? Jeg har passet den, så den nøjagtigt fylder 13.000 anslag, som er det definerede opgavemax. Det er da meget blæret, synes jeg. Så skal den bare printes i morgen og afleveres til le censor og lærer, og some time i fremtiden skal den så forsvares (i begyndelsen af juni).
Mandag er det fridag og hjernerestitution, men så om tirsdagen bryder eksamen atter løs. Så er det endnu engang tid til at bevæge sig op af killerbakken til seminaret for at få af vide, hvilken af vores problemstillinger, vi skal skrive om i den næste opgave. Der er så endnu en uge sat af til møjsommeligt arbejde med spidsformuleringer og god energi indenfor..

MEEN ugen bliver lige afbrudt af, at mor kommer over og kaprer mig hjem for – du kommer jo hjem (surprise), og det skal da fejres med fantasodavand og lortemusik gennem megahøjttalere. Hehe er det ikke sådan, du er blevet vant til at fest på KEMPS og omegn?

Nåå, så er lige, hvad der rører sig pt.

Nej, det er gas! Heldigvis er jeg ikke typen, der sætter al normaltilværelse og hyggestunder på standby, når eksamen ulmer. Så var jeg da død for længst.
Men jeg skal da ærligt indrømme, at eksamen skubber lidt til mine vaner. Fx er jeg vist en værre eksamensnatteravn. Det skal vist lige forklares: i løbet af psyugen var der et par solskinseftermiddage, hvilket provokerer og forstyrrer mig en del, når jeg sidder indenfor, fordi jeg virkelig, virkelig har lyst til at smutte ud i vejret og tanke dvitamin og nydelse (ej, der er da skønt! og jeg har også trukket mit bord hen under vinduet, så der kommer forår ind i hovedet på mig), men det sætter altså også lidt en hæmsko på mit intensework, så derfor er der en del arbejde i de senere aftentimer, når solen er gået ned. Og pludselig vupti vup er klokken blevet 3:30 – det er sket fire ud af de fem aftener?

Om onsdag havde jeg besøg af cellen. Da de kom kl.19:45 havde jeg endnu ikke været ude for en dør den dag, så jeg havde forberedt, at vi skulle ud en tur og i den forbindelse lege tyve spørgsmål til professoren. Vi kender nemlig ikke hinanden super indtrængende og godt i cellen endnu, når man kun mødes og sludrer én gang hver fjortende dag, så gennem legen skulle alle på skift i den varme stol, og så skulle alle spørge ind an mas! Det var sjov (nærmest som SP eller K), hvor man skulle svare, ellers var man nedern eller kylling. Da vi kom hjem var der nybagte boller, og jeg holdt andagt.

Om torsdagen var der CKU oppe i kirken. Først lækker reje-ret (mmm, hvor var det kolonarisk, men ved ikke om det kunne måle sig med din Bukobacafé). Derefter var det taler fra ”åbne døre”, der talte om de forfulgte kristne rundt omkring i verden. Vidste du, at der i det 20.århundrede er blevet forfulgt og slået flere kristne ihjel end samlet gennem hele historien? Det er da sygt. Alt i alt var det en meget spændende aften, hvor man virkelig blev provokeret og fik lyst til fluks at drage ud i verden og hjælpe for fulde gardiner og sætte en stopper for al uretfærdighed som en anden Ghandi eller Mother Teresa.
Men nu må vi se, om studiet bliver sat om pause, eller hvad der sker i fremtiden. Det er ikke godt at vide, selvom Hans og jeg sludrede den anden aften, og vi var begge lige ved at slippe, hvad vi havde i hænderne og drage af sted ud i verden og gøre dig kunsten efter eller et eller andet vildt.

Fredag var der igen intense skrivning, men om aftenen kom min søde Nille forbi! Jubi, det var sådan en hyggelig aften. Vi slendrede rundt i Århus nede ved kajen og havnen (det er så rustikt og lækkert, kom til Århus og gå rundt med mig), og da vi kom hjem, lavede vi lækre smoothies og så ”the life of david gale”, som er en fed film, som du måske kan overtales til at se, da den ikke bare er filmtidsspilde J! Hun blev til kl1-stykker, og så var den sidste bus kørt, åh.. og fordi filmen havde været så spændende, turde hun ikke at cykle hjem. Hun ville tage en taxi, hvilket hun heller ikke er helt pjattet med alene (haha), så jeg endte med at tage med i taxien, og efter at have fulgt hende hjem, spænede jeg hjem til mig selv igen. Det var en smuk aften, hvor himlen var overstrøet med stjerner – hvem kan næsten være bange i sådan nogle gyldne omstændigheder?

Lørdag havde jeg besøg af studiegruppen, hvor der blev coachet på vores forskellige opgaver! Jubi, mens regnen silede ned af mit vindue (ja heldigvis var vi hjemme hos mig) – om aftenen var der grand prix, som jeg så med min dejlige Rebekka. Jeg fik helt sommerfugle i maven over den norske sang. Den var spækket med ”blink i øjet” og glædesviolinmusik.

Nu er tiden knap – ender sikkert med at komme for sent i kirke. Mit skriveri endnu med at blive lidt (ja bare en smule) omfattende. Det er spændende, om du overhovedet får mulighed for at læse det, inden vi ses?

Tuttelu min skat, jeg savner dig (- og hvem, der ellers er med på linien?).
Bo